Clever etablerer Nordjyllands største lynladestation
Ladeoperatøren Clever giver den nordjyske ladeinfrastruktur en markant opgradering med en ny lynladestation i Nørresundby. Ladestationen vil have 16 lynladepunkter, så nordjyske elbilister kan lade bilen på bare 20 minutter. Clever forventer, at lynladestationen, der bliver den største offentligt tilgængelige i kommunen, allerede kan tages i brug til sommer.
De nordjyske elbilister kan nu se frem til et gevaldigt løft af de offentlige lademuligheder. Clever, landets førende ladeoperatør, vil nemlig etablere Nordjyllands største lynladestation på Loftbrovej i Nørresundby med åbning allerede til sommer. Den offentlige lynladestation får 16 lynladepunkter med 300 kWh, og det betyder, at elbilisterne vil kunne lade bilen på omkring 20 minutter.
”Vi ved, at nordjyderne længe har efterspurgt bedre lademuligheder, og derfor er vi rigtig glade for at kunne give ladeinfrastrukturen i landsdelen en solid opgradering. Rigtig mange nordjyder har mulighed for at få etableret ladebokse derhjemme, så de ikke er så afhængige af offentlige ladepunkter, men vi ved også, at mange i hverdagen er afhængige af hurtig opladning på farten. Det bliver nu nemmere for elbilisterne i området,” siger Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller.
Uanset kundeforhold vil alle elbilister kunne lade på den nye lynladestation, der opføres i Clevers prisvindende design, som er udviklet sammen med arkitektvirksomheden Cobe. Konstruktionen er opført i bæredygtigt træ og vil blive omgivet af træer og planter. Målet er, at man ikke blot skal kunne oplade bilen, men også selv have mulighed for at tage en meningsfuld pause i en travl hverdag, når bilen lader op.
På udkig efter flere lokationer
Udover lynladestationen i Nørresundby har Clever i dag 11 offentlige ladepunkter i Aalborg Kommune, og endnu flere ladepunkter er på vej. Ambitionerne stopper dog ikke her, og derfor er Clever på udkig efter nye steder, der kan styrke ladeinfrastrukturen i kommunen:
”Det skal være nemt og trygt at køre elbil, og derfor er vi naturligvis interesserede i flere placeringer for lynladestationer i Aalborg Kommune. Vi forventer, at mulighederne for at kunne lade sin elbil lynhurtigt i området vil øges over de kommende år, og vi håber, at andre kan se samme behov,” siger Casper Kirketerp Møller.
Clevers offentlige ladepunkter kan benyttes af alle elbilister uanset kundeforhold med mulighed for start, stop og betaling af opladningen direkte i Clevers app. Clever planlægger på nationalt plan at etablere over 10.000 åbne, offentlige ladepunkter inden udgangen af 2025.
Kommentarer