Erhverv

Dobbelt så mange nordjyske virksomheder har søgt krisehjælp i 2023

Modelfoto: Erhvervshus Nordjylland

I 2023 fik rekordmange nordjyske virksomhedsejere hjælp til at komme gennem en økonomisk krise. Og på blot to år er krisehjælpen fordoblet, viser en opgørelse fra Early Warning. Nedlukningerne under corona og coronalån med udskudt moms er den primære årsag.

Sidste år kontaktede 105 nordjyske virksomheder Erhvervshus Nordjylland for at få hjælp til at finde vej ud af deres økonomiske krise. Det er rekord mange henvendelser sammenlignet med 83 henvendelser i 2022 og 49 henvendelser i 2021.

I forbindelse med nedlukningerne under corona, tog mange virksomheder coronalån med udskudt moms for at få virksomheden til at køre rundt. Det har mange haft svært ved at betale tilbage, og derfor eskalerer henvendelserne nu for at få hjælp.

– Antallet af henvendelser fra nordjyske virksomheder er steget markant. Selvom mange af os synes, at corona hører fortiden til, så står mange virksomheder lige nu midt i efterdønningerne. Samtidig påvirker den internationale uro forsyningskæderne og har skabt inflation for mange virksomheder. Gennem Early Warning tilbyder vi hjælp – både i forhold til at se, om vi kan sikre virksomhedens overlevelse gennem en mere lønsom drift og måske gennem aftaler med banken, eller hjælp til at lukke virksomheden på den bedst mulige måde, fortæller Claus Hein, der er koordinator på Early Warning i Erhvervshus Nordjylland.

I Nordjylland steg antallet af konkurser også sidste år. 540 virksomheder måtte begære sig konkurs i det nordjyske, og har var oktober og november måned hårdest med henholdsvis 71 og 59 konkurser. Konkurserne i 2023 betød samtidig et tab af 1212 fuldtidsstillinger.

Early Warning

Ordningen Early Warning har eksisteret siden 2007. Det er et tilbud, hvor et korps af frivillige erhvervsfolk tilbyder gode råd til virksomheder i økonomisk stormvejr.

Tæt ved 10.000 ejere af mindre virksomheder har i tidens løb fået hjælp hos Early Warning på landsplan.

Early Warning finansieres af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og administreres af Erhvervshusene. For mere info se www.earlywarning.dk  

Om Erhvervshus Nordjylland

Erhvervshus Nordjylland en en del af nordjyske erhvervsfremme og tilbyder gratis og uvildig vejledning til alle små- og mellemstore virksomheder i Nordjylland. Virksomhederne kan få kortlagt deres udviklingsmuligheder af uvildige forretningsudviklere med specialiseret viden inden for områder som: Digitalisering, Grøn omstilling, Internationalisering og Arbejdskraft.

Erhvervshus Nordjylland er knudepunkt i nordjysk erhvervsfremme, og kan åbne dørene for virksomheder til et stort netværk af øvrige offentlige og private aktører. Derudover er Erhvervshus Nordjylland operatør på programmer, der gør det muligt at igangsætte målrettede udviklingsforløb i samarbejde med private rådgivere.

Kommentarer