Samfund

Frakørsel ved Øster Uttrup Vej i Aalborg lukker i tre uger fra på søndag

Vejdirektoratet sætter støjskærme op langs E45 i Aalborg. Foto: Vejdirektoratet

Fra søndag den 23. juni til søndag den 14. juli vil rampen ved frakørsel <24> Øster Uttrup Vej være spærret i nordgående retning. Det sker i forbindelse med opsætning af støjskærme på E45 Nordjyske Motorvej.

Vejdirektoratet er i gang med at sætte støjskærme op langs E45 i Aalborg for at reducere støjgenerne for de naboer, der bor tæt på motorvejen. En af støjskærmene bliver sat op i den østlige side af motorvejen ved frakørsel <24> Øster Uttrup Vej.

For at have plads nok til at udføre det forberedende arbejde, er Vejdirektoratet nødt til at spærre denne frakørselsrampe i tre uger. Vejdirektoratet vil spærre rampen igen på et senere tidspunkt, når selve støjskærmen skal sættes op.

Støjskærmen ved Øster Uttrup Vej bliver otte meter høj.

Trafikale konsekvenser

Vejdirektoratet spærrer frakørsel 24 Øster Uttrup Vej i nordgående retning i tidsrummet søndag den 23. juni til søndag den 14. juli.

Trafikanter kan med fordel benytte en tidligere frakørsel, når de kommer kørende i nordgående retning. Alternativt vil de blive ledt op til frakørsel 21 Nørresundby N., hvor de skal vende og køre tilbage i sydgående retning.

Frakørsel 24 i sydgående retning vil være tilgængelig som normalt.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanter og naboer.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere om støjskærmen langs E45 Nordjyske Motorvej

Kommentarer