Af Jakob Axel Nielsen, Det Konservative Folkeparti

Af fhv. sundhedsminister Jakob Axel Nielsen og folketingskandidat (K)

Forleden i  Nordjyske var jeg med i et interview, hvor jeg gjorde opmærksom på, at jeg ikke tror, vi for alvor kan komme i mål med de helt nødvendige og ambitiøse CO2-reduktioner med mindre, at vi ser over mod det i Danmark unævnelige ord a-kraft. Det fik her i valgkampen en journalist fra Ekstra Bladet til at ringe til mig og spørge nærmere ind til, hvad jeg mener med det. Og det er jeg glad for, for det må ikke blive en overfladisk debat med for/imod uden nuancer. For de er der.

Jeg forklarede journalisten, at jeg mener, at vi globalt skal undersøge mulighederne for en særlig en a-kraft-teknologi, som i dag ikke anvendes i stor stil. Vi har alle på et eller andet tidspunkt i vores liv har set paddehatteskyen over Hiroshima, hørt om ”near-by” katastrofen på Tree Mile Island i 70’ernes USA og vi kender naturligvis til Tjernobyl. Det er forfærdelige begivenheder.

Fælles for de atomkraftværker, der i dag fungerer rundt om i verden, er, at de teknologisk hviler på brændselsstave. Og udover, at affaldsproduktet kan anvendes til noget så frygteligt som våben, så er den ultimative ulykke på et sådant værk forbundet med en udefinerbar radioaktiv sky, som går derhen, hvor vinden blæser. Den slags atomkraftværker er jeg imod.

Der kunne jeg godt høre journalisten blev lidt skuffet, for så udeblev dramaet. Og dermed også et svar til Ane Halsboe, der lidt provensielt lægger op til, at diskussionen er nordjysk. Med al respekt: den er verdensomspændende.

Jeg er meget stor tilhænger af, at vi skal have mere vindkraft på land og hav, vi skal have flere solenergiparker – jeg arbejder endda professionelt med dem og ved, hvad de kan – men der skal være en forsyningssikkerhed i bunden af vores (og andres) energiforsyning, som kan skrues op og ned i takt med mængden af vedvarende energi fra sol og vind.

Omkring ækvator bor over 3 milliarder mennesker, som hver dag skal bruge energi. Solen skinner, men det blæser ikke meget. Hvis verden globalt set vil reducere sit CO2-udslip (og det skal vi selvfølgelig), så vil den nye teknologi, være værd at se på. Det kræver et lidt nærmere kig på, hvad vi taler om.

Den teknologi, som jeg mener vi skal undersøge nærmere er i sin oprindelse dansk, og den drives i dag videre af den danske atomkraftvirksomhed Seaborg, der holder til på Nørrebro. Midt i København.

Det særlige ved Seaborgs reaktor er, at den ikke kan nedsmelte som et traditionelt atomkraftværk, fordi teknologien er baseret på flydende salt i stedet for vand. Det betyder, at saltet størkner og indkapsler brændslet, hvis der opstår problemer med det, eller hvis reaktoren bliver ødelagt. Den høje sikkerhed betyder, at en reaktor, der kan forsyne omkring 220.000 husstande døgnet rundt, kan klemmes ind i en skibscontainer.

Den slags a-kraftværker kan ligge på havet som mange mindre værker, og de kan placeres over hele verden, så allerede her må jeg skuffe Ane Halsboe og meddele, at jeg ikke synger med på Niels Hausgaards i øvrigt sjove og gode sang fra 70`erne. Vi er videre, og vi skal være meget mere nysgerrige på den nye teknologi.

Tænk hvis et af de bedste svar på CO2-reduktioner var dansk og tænk, hvis det kunne hjælpe klimaet og frigøre os fra despoter som Putin og fra Mellemøsten. Og tænk hvis det kunne være en sikker løsning.

Journalisten fra Ekstra Bladet gad alligevel ikke lave en historie med mig. Men det gør Ane, og jeg håber bare for klimaet skyld og for fremtidige danske eksportmuligheders og arbejdspladsers skyld, at hun og S vil være mere åbne for den her teknologi og være med til at diskutere for og imod.

Er det dyrt at etablere alle de små containerkraftværker? Ja, det er rasende dyrt, men er det nødvendigt? Ja, det tror jeg, det er. Og lad os da undersøge det, før vi afskriver det i en avisoverskrift.